Nyheder fra ASO

Dato: 23-09-2015

Marc Soustrot - ny kaptajn på broen

 

”Jeg er ikke kommet for bare at dirigere mere – jeg er kommet for at skabe noget!” Aarhus Symfoniorkesters informationschef har stillet orkestrets travle nye chefdirigent et par spørgsmål i forbifarten i denne første tid, hvor franske Marc Soustrot er i Aarhus – nu officielt som chefdirigent.

Marc Soustrot, den første franske chefdirigent i et dansk orkester og fra 17. september officielt tiltrådt som chef for Aarhus symfonikerne, kan vælge og vrage mellem sine engagementer. Men han har valgt Aarhus. Og det er der primært to grunde til. For som han siger:” Jeg er ikke kommet til Aarhus for at dirigere mere. Det kan jeg gøre i Berlin og alle andre steder. Når jeg er i Aarhus i stedet for i Berlin eller New York, så er det fordi, jeg er kommet for at skabe noget. Sammen med musikerne.” Det var god kemi fra første færd mellem Soustrot og musikerne i Aarhus Symfoniorkester, samt den gode sal, Symfonisk Sal, som er orkestrets hjemsted, der gjorde, at han takkede ja til den overraskende forespørgsel om at blive orkestrets nye chef efter to år uden en fast chefdirigent.

Adspurgt, hvordan hans første møde med den klassiske musik var, er svaret: ”Jeg voksede op i en musikalsk familie. Mine forældre var begge operasangere, og min far var desuden trompetist og dirigent for et amatørsymfoniorkester. Jeg begyndte at spille klaver hos min mor allerede som 4-årig. Så musikken fik jeg nærmeste ind samtidig med det franske sprog. Min 5 år yngre bror er også musiker og en af verdens bedste solotrompetister i dag.” (Bernard Soustrot). Marc Soustrot fik lov til at dirigere farens orkester, på hjemegnen ved Lyon, som 16-årig. Det gik godt, og musikerne var glade efter prøven opfordrede ham til at gå videre med det. Han kom ind på konservatoriet, hvor han studerede både klaver og basun. Og mens han spillede basun på konservatoriet i Paris, hvor han oplevede mange studerende fra dirigentklassen, tænkte han af og til, at ”det kunne jeg måske også gøre, i hvert fald kunne jeg som minimum, gøre det samme som dem. Så som 19-20-årig tog jeg selv den beslutning at prøve at blive dirigent. Men jeg lærte meget andet på konservatoriet, harmoni, kontrapunkt, fuga, æstetik, kammermusik – det var en meget omfattende uddannelse.”

Marc Soustrot deltog derefter og vandt som 25-årig to meget store internationale dirigentkonkurrencer, dels i Besançon og London. Dette gav adgang til at være assisterende dirigent for legendariske navne som Bernstein, Böhm, Jochum, Abbado med flere. Derefter hentede det franske kulturministerium ham hjem som chefdirigent for et Loire Filharmonikerne, hvor han blev i næsten 20 år som chef!

Marc Soustrot fortæller, at han ikke har haft så meget tid til at se hele Aarhus, men han har allerede mærket, at det er en universitetsby, at det er en dynamisk og aktiv by, og føles som en ”small capital”, når man befinder sig her. Og det siger han endda uden på forhånd at have hørt om sloganet ”verdens mindste storby”….

Hvorfor er klassisk musik relevant og vigtig – franskmandens svar kommer prompte på modersmålet: ”Fordi det er ”Patrimoine”! Det er et svært oversætteligt ord, men måske dækker det på dansk lidt fortærskede ord, ”verdensklasse kulturarv”, men det rummer ideen om fællesskab fælles arvegods, fælles værdier. ”Det handler om det rette program og give publikum den rette formidling”, fortsætter Soustrot.

”Vi har en forpligtelse til at formidle denne ”Patrimoine” til publikum – og jeg er ikke en dirigent, der beder om et stort budget. Jeg beder om at fastholde et minimum for at beholde den høje professionelle kvalitet. Og du kan virkelig ikke spille en fodbold kamp i superligaen med 5 spillere i løbet af ugen og så 11 til kamp. Det samme gælder et symfoniorkester. Der skal være en fast stab, man kan arbejde med, for den høje kvalitet skal altid være der,” siger Marc Soustrot og fortæller, at han også i Malmö har brugt denne metafor, for at fortælle, hvorfor et fast mandskab er vigtig i et Symfoniorkester. (Malmö møder i øvrigt Paris St. Germain i Champions League…) ”Hvis jeg skal opbygge et internationalt orkester, skal vi beholde den høje professionelle kvalitet. Man kan vælge at gå på en Michelin restaurant eller gå på MacDonald… kvalitet koster penge, og vi skal naturligvis arbejde på et professionelt højt niveau med et nødvendigt minimum af spillere,” slutter Aarhus-symfonikernes nye chefdirigent.

Marc Soustrot er i Aarhus først i to uger for at give koncerter 17., 18. og 24. og 25. samt igen med koncert 8. oktober. Derefter kan han opleves igen til december bl.a. i Berlioz’ sjældent opførte L’enfance du Christ ved julekoncerterne.

Forrygende stjernestart til Marc Soustrot

Aarhus Symfoniorkesters nye franske chefdirigent har efter tiltrædelseskoncerterne 17. september i Aarhus og 18. september i Viborg fået en forrygende start med sit nye orkester - og har bl.a. nedenstående positive anmeldelser

“Men i Markus Grohs og Marc Soustrots hænder løftede musikken sig højt over alle tekniske udfordringer. Den rytmiske energi, orkesterets klang og frasering - herunder især den varme, tætte og intense strygerklang -klaverspillets klarhed og elegance... alt var ren nydelse.”...“Aarhus Symfoniorkester fik lov at levere en uforglemmelig opførelse. Så sprudlende et orkesterspil, så fornemme solopræstationer hos træblæserne, især soloklarinettisten Mathias Kjøller. Så vedholdende en ensformig, spændstig rytme fra lilletrommen.
Æren skal Marc Soustrot have! Vi taler ikke om teknik her, men om at have levet sig i dén grad ind i Nielsens verden, at alt blev levende og ægte.
Måske oven i købet med den gnist af fransk temperament, som gav særlig spændstighed og dramatik. I salen sitrede det af opmærksomhed.
Herefter vil vi huske Nielsens 5. som »Den uforglemmelige«.
Viborg Stifts Folkeblad 21. september 2015

Aarhus Stiftstidende skrev under overskriften ”Seks stjernet femmer” ****** bl.a. følgende:

“Nielsens femte symfoni blev aftenens helt store oplevelse.
Naturligvis havde man på forhånd været spændt på, hvorledes Soustrot ville gribe Femmeren an.
Det skulle vise sig, at han og orkestrets musikere havde fuldstændig styr på såvel det overordnede forløb som på detaljerne undervejs.”
... Interessant at se hans teknik på rytmisk krævende steder, især strygerne. Der bliver ikke givet køb på præcision og intensitet. Overgangen til spillemandsfugaen løses elegant, og da det tunge skyts sættes ind, er der virkelig tungt (på den gode måde). Hér lukkes der totalt op.
Efter de to fløjters af-spil en sart og fin strygertur, der udvikles organisk-dynamisk på bedste vis. Strygerintensitet kombineres med overbevisende blæserspil. Og man mærker, hvorledes S. er i gang med opbygningen til slutningen i lang tid før - og kroningen er så flot. Strålende Nielsen af en franskmand.”

Jyllands-Posten skrev: “Åbenbaringerne og overraskelserne manglede ikke, da den franske og verdensberømte Marc Soustrot fremførte sin tiltrædelseskoncert.
Det kan kun blive interessant at følge ham som chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester.
Lidt impressionisme? At han er specialist i fransk musik, skinnede igennem i Brahms' klaverkoncert.” ...” At Marc Soustrot efter pausen fik Carl Nielsens musikalsk snørklede veje til at fremstå tydelige, interessante og nærmest forståelige, var en kærkommen åbenbaring. Der var spændstig dynamik med dramatiske yderpunkter; første sats' desperation i strygerne, de mange dissonerende klange i instrumentgrupperne og krigslarmen i paukerne kom så flot frem, at Carl Nielsens budskab blev prædiket ud til publikum.”

John Christiansen mangeårig anmelder ved Jyllands-Posten og nu blogger på JC klassisk.dk skrev bl.a. følgende om tiltrædelsen: “Marc Soustrot havde et fast greb om den femte symfoni (Nielsens, red). Den hang sammen fra begyndelse til ende, selv om den er bygget op af kontraster, dramatiske og følelsesbetonede, og alt ikke sker efter bogen. Men de stærke og ukuelige kræfter, som denne symfoni er så rig på, kom frem i Aarhus Symfoniorkesters opførelse."... "Aarhus-symfonikerne spillede så forstående og medlevende, så flot og præcist, så engageret og engagerende, at alt, hvad man kunne læse om i den fortræffelige programhæfteartikel, blev til musikalsk liv på podiet."

Tilmeld Nyhedsbrevet