Fra Nashville til Aarhus

Vi er stolte over at præsentere endnu et portræt, denne gang af Sarah Lucy Foldager, der er kommer helt fra Nashville, Tennessee - og som nu har slået sig ned i Aarhus.

Sarah Lucy Foldager er født og opvokset i Nashville, også kaldt "Music City" i USA. Hun blev ansat i Aarhus Symfoniorkester i 2012. Siden hun var 7 år gammel, har hun spillet violin indenfor alle genrer fra country western til klassisk. I 2010 fik hun en bachelorgrad fra New England Conservatory of Music, og i 2012 fik hun en mastergrad fra Det Jyske Musikkonservatorium. Sarah Lucy Foldager optrådte første gang som solist med et symfoniorkester som 14-årig, og hun blev koncertmester i MetroWest Symphony Orchestra som 21-årig. Sarah har haft solopladser i bl.a. New England Conservatory Symphony and Sinfonietta, Las Vegas Music Festival Chamber Orchestra, Boston University Tanglewood Institute Orchestra og Vanderbilt University Symphony Orchestra. Sarah Lucy Foldager er tillige sanger og danser og har bl.a. optrådt som medlem af det særdeles aktive, internationale worldbeat-ensemble Barrage fra 2007-2009. Hun har også været med i The New Country Strings, som udsprang fra det Las Vegas-baserede Dick Foster Productions.