AF LEIF V. S. BALTHZERSEN

De overordnede temaer for Aarhus Symfoniorkesters sæson 2024/25 er erkendelser og det ubegribelige eller uforklarlige. Det drejer sig om de store spørgsmål som tiden, døden, universet og genopstandelsen. Ved koncerten den 12. september 2024 opfører orkestret og dets nye chefdirigent, Dmitry Matvienko, Richard Strauss’ tonedigt Tod und Verklärung, dvs. ”Død og forklarelse”, der i allerhøjeste grad har med disse emner at gøre.

Tod und Verklärung er fra 1888-89, og Richard Strauss betonede, at der ikke lå nogen personlig oplevelse til grund for værket.

Nogle år senere, blev Strauss opfordret til at skrive om sin kompositionsmåde, og i sit svar til Friedrich von Hausegger kom han tillige ind på tankerne bag værket Tod und Verklärung: ”For seks år siden dukkede den tanke op at skildre et menneskes dødstime i et tonedigt – et menneske, der havde stræbt efter de højeste ideale mål, altså vel en kunstner. Den syge blunder i sengen og trækker vejret tungt og uregelmæssigt. Venlige drømme tryller et smil frem på den alvorligt lidendes ansigt, søvnen bliver lettere, han vågner, skrækkelige smerter begynder igen at martre ham, feberen ryster hans lemmer – da anfaldet er til ende og smerterne stilner af, tænker han på sit hengangne liv: For hans indre blik passerer hans barndom forbi, hans ynglingetid med hans stræben, hans lidenskaber og så, allerede imens smerterne atter indfinder sig, viser hans livsvejs frugt sig for ham – ideen, idealet, som han forsøgte at virkeliggøre, at skildre kunstnerisk, men som han ikke kunne fuldende, fordi det ikke kunne fuldendes af et menneske. Dødstimen nærmer sig, sjælen forlader legemet for i det evige verdensrum at finde dét fuldendt i den herligste form, som den ikke kunne virkeliggøre hernede.”

Musikken følger nøje Strauss’ ovenstående beskrivelse. Tonedigtet, hvis opbygning er klar og enkel, kulminerer i midten og skildrer næsten realistisk dødens indtræffen. Herefter følger forklarelsesmusikken.

Lad os prøve at forfølge nogle af hans bemærkninger:

Den syge blunder i sengen og trækker vejret tungt og uregelmæssigt: Strygerne åbner stille værket med en uregelmæssig pulsfornemmelse. En enlig fagot spiller en udholdt tone, og mørke blæsere sætter i med en dyster og tung akkord. Nu spiller paukerne en uregelmæssig rytme, og nogle vippende, brede akkorder i strygerne kunne være en tung vejrtrækning. Fløjterne gisper lidt efter vejret:

Så sker der noget nyt: Harpen sætter ind. Vi er nået til: Venlige drømme tryller et smil frem på den alvorligt lidendes ansigt. Harpen tryller venlige drømme og et smil frem i fløjte, obo og klarinet i det høje leje, alle med foredragsbetegnelsen “dolce” (sødt):

Søvnen bliver lettere: Strauss vender tilbage til indledningens uregelmæssige musik, men snart kommer de venlige drømme tilbage i forstærket form. Akkompagneret af harpen spiller solooboen nu et langt, både smukt og vemodigt tema – en smuk erindring?

Efter temposkift til ”Allegro molto agitato” med fortissimo og fuldt orkester er vi nået til: Han vågner, skrækkelige smerter begynder igen at martre ham, feberen ryster hans lemmer. Smerte-musikken bliver vildere og vildere:

Klimakset er en udholdt akkord i hele orkestret, og i messingblæsere, bratscher og celli hører vi to gange et opadstigende tema, der senere skal blive til forklarelsestemaet. Dette forklarelsestema har to betydninger, nemlig den konkrete forklarelse og “ideen, idealet, som han forsøgte at virkeliggøre, at skildre kunstnerisk, men som han ikke kunne fuldende, fordi det ikke kunne fuldendes af et menneske”:

Musikken begynder siden at blive dæmpet og falde til ro – anfaldet er til ende og smerterne stilner af. En obosolo videreføres af violinerne til et saligt-højt leje, der markerer et tydeligt skift: Han tænker på sit hengangne liv. For hans indre blik passerer hans barndom forbi: Over et barnligt-simpelt akkompagnement vender erindringstemaet tilbage, først i solofløjten, og der følger et afsnit med barnekammer-enkelhed:

Et par korte sygdomstakter i orkestret indvarsler et nyt afsnit: hans ynglingetid med hans stræben, hans lidenskaber. Den barnlige enkelhed bliver nu erstattet af konturfyldt, styrkefast musik (ynglingen) og går over i glødende, længselsfuldt stræbende musik:

I denne lidenskabelige musik blander der sig snart nogle smertensudbrud, der stadigt hyppigere forstyrrer musikken, og som Strauss i partituret udtrykkeligt skriver “skal komme uhyre markant til udtryk”. – Smerterne indfinder sig atter:

Vi nærmer os et højdepunkt i dette mesterligt instrumenterede afsnit – og så, allerede imens smerterne atter indfinder sig, viser hans livsvejs frugt sig for ham – ideen, idealet, som han forsøgte at virkeliggøre, at skildre kunstnerisk, men som han ikke kunne fuldende, fordi det ikke kunne fuldendes af et menneske.

Orkestret samler erindringsmotivet mere og mere sammen og på højdepunktet spiller det fulde orkester forklarelsestemaet:

Men det var kun første halvdel af forklaringstemaet – det forsvandt så at sige for vores øjne eller for den syges øjne, og orkestret falder tilbage i sin sygdomsmusik:

Begyndelsen af forklarelsestemaet viser sig igen, men svagere. Smertemusikken bliver kraftigere, og endnu engang dukker forklarelsestemaet op, nu med ansatser til en afslutning, der dog ikke indfinder sig, og sygdomsmusikken fra tonedigtets begyndelse vender tilbage: Dødstimen nærmer sig.

Med kraft og voldsomhed vender smerte-musikken tilbage:

På højdepunktet følger et diminuendo – livskraften forsvinder, og med gong-gongens første slag er døden indtruffet. Sjælen forlader legemet: Mens gong-gongen fortsætter sine slag, sker der en opbygning over et orgelpunkt. Musikken lyser og udkrystalliserer sig efterhånden til forklarelsestemaet, der vokser og vokser: Sjælen forlader legemet for i det evige verdensrum at finde dét fuldendt i den herligste form, som den ikke kunne virkeliggøre hernede:

Erindringstemaet blander sig også i det musikalske billede. Til himmelsk musik og forklarelser er harper ofte selvskrevne hos komponister, og Strauss føjer en ekstra harpe til forklarelsesmusikken.

Strauss dirigerer – Wikimedia Commons – Byronmercury

Tonedigtet Tod und Verklärung er meget afholdt og meget ofte opført. Strauss dirigerede selv førsteopførelsen i Stadttheater i Eisenach den 21. juni 1890 ved et møde for Allgemeiner Deutscher Musikverein. Her er en langt senere optagelse, hvor man – gennem meget skrat – kan høre ham selv dirigere Tod und Verklärung: