Tjajkovskijs violinkoncert – en svær fødsel

Tjajkovskijs violinkoncert – en svær fødsel

AF PEER KJÆR ANDERSEN

I årene 1877-78 fuldførte Peter Tjajkovskij to af sine væsentligste værker, operaen Eugen Onegin og den fjerde symfoni, og omkring nytår 1878 skrev han til sin mæcen Nadezhda von Meck, at han tumlede med planer om en violinkoncert. Planerne antog hurtig en fast form og allerede i begyndelsen af april 1878 var førstesatsen færdig og inden månedens slutning var koncerten færdigkomponeret og instrumenteret. Det varede dog 3 år, inden den fik sin førsteopførelse. Værket er tilegnet den store violinist Leopold Auer, som imidlertid fandt den for svær og umulig at spille. Han tog den dog senere på repertoiret. En anden violinist Adolf Brodskij var betaget af koncerten, men først i 1881 besluttede han sig til at opføre den, hvilket skete ved en koncert i september 1881 med Hans Richter som dirigent. Modtagelsen var meget blandet. Skingre pift blandede sig med heftige klapsalver, og kritikernes mening gik fra ”overordentlig original og virkningsfuld” til ”vild, russisk nihilisme og forfærdeligt barbari”. Den berygtede kritiker Eduard Hanslick skrev en af de mest berømte anmeldelser i musikhistorien:

»En tid bevæger den sig mådeholdent, musikalsk, og ikke uden intelligens; men snart tager råheden overhånd og hersker til slutningen af første sats. Der spilles ikke længere violin; men violinen bliver trukket ved håret, pryglet og kradset. Jeg ved ikke, om det i det hele taget er muligt at spille disse hårrejsende vanskelige ting rent; men jeg ved, at hr. Brodskij, da han forsøgte det, plagede os ikke mindre end sig selv. Adagioen er med sit vege, slaviske tungsind atter inde på de bedste veje for at forsone og vinde os; den afbrydes hurtigt for at afløses af en finale, som forsætter os til den brutale og triste oprømthed ved en russisk kirkeindvielsesfest. Vi ser lutter stygge og gemene ansigter, hører rå forbandelser og mærker osen af fuselånde. Friedrich Vischer påstod engang, at der findes billeder, som man kan se på, at de stinker. Tjajkovskijs violinkoncert giver os for første gang den uhyggelige tanke, at der kan findes musikstykker, som man kan høre stinke!«

Tjajkovskij var i Italien, hvor han fik nyhederne fra Wien. Han tog sig dem ikke så nær som han plejede, og det hjalp sikkert også, at fru von Meck forsikrede ham om, at koncerten snart ville få flere tilhængere end fjender. Kritikken var imidlertid ikke helt ubegrundet. Det er et flot stykke musik med rig lejlighed for en violinist til at vise sin virtuositet. Snart sagt et hvilket som helst violinteknisk træk er anvendt, og i tilgift får også en række smægtende melodier. Men koncerten er ikke et dybtgående værk og den tåler ikke en sammenligning med de helt store violinkoncerter af Brahms, Beethoven og Mendelssohn. Det er imidlertid blændende underholdning, langt fra at være musik, der stinker, et bravurnummer for rejsende verdensstjerner og den livfulde kolorit er ganske afvæbnende, hvilket har gjort den til en af de mest yndede violinkoncerter på repertoiret.

Lyt til koncerten her:

Om forfatteren

Peer Kjær Andersen er cand. mag. i musik og fransk, tidligere lektor ved Risskov Amtsgymnasium samt organist. Han har været fast leverandør af programnoter til Aarhus Symfoniorkester siden 2004.