AF PEER KJÆR ANDERSEN

Sjostakovitjs ottende symfoni blev komponeret på utrolig kort tid i sommeren 1943, nærmere bestemt fra 1. juli til 4. september. Komponisten kaldte den selv ”et forsøg på at afspejle krigens frygtelige tragedie” og der er næppe tvivl om, at sejren over tyskerne ved Stalingrad i februar samme år var en væsentlig baggrund for værket. Men symfonien er ikke på samme måde som Leningradsymfonien et triumferende værk. Snarere har det karakter af et rekviem for de mange, der døde, både i krigen og på Stalins ordre. Da værket fik sin førsteopførelse i november samme år var modtagelsen blandet. Tilhørerne reagerede positivt, mens det kom til heftige angreb fra officiel side. Symfonien blev betragtet som anti-sovjetisk og i 1948 erklærede den russiske kulturminister, at der overhovedet ikke var tale om et musikalsk værk. ”Musikken er som et tandlægebor, et musikalsk gaskammer” lød kritikken og værket, der var tilegnet dirigenten Jevgenni Mravinsky, blev bortcensureret og først opført igen i Rusland i 1956, 3 år efter Stalins død.

Sjostakovitj har tidligere beskæftiget sig med menneskelige lidelser, først og fremmest i den femte symfoni, hvis langsomme sats skildrer ensomheden og undertrykkelsen under det sovjetiske styre. Samme indhold har førstesatsen, som er tyngdepunktet i den ottende symfoni, blot er lidenskaben og sorgen dybere, mere omfattende. Følelserne og fortvivlelsen sættes i relief af brutaliteten i satsens midterdel, og trods forsøg på at tolke satsen som livsbekræftende, er den bedste betegnelse nok overskriften over Dantes helvede: ”Her lades alt håb ude”.

En scherzo har ofte et munter indhold, men der er intet muntert eller opløftende over de næste to satser, som begge er scherzi. Den første er en grotesk marchagtig procession med et udtryk af vild parodi, hvilket understreges af den bizarre instrumentation især i træblæserne. Den anden scherzo bygger på et perpetuum mobile ostinato, som kommenteres af dumpe udbrud og skingre skrig i trommer og træblæsere, af og til også trompetfanfarer. Stemningen er mareridtsagtig, et dystert portræt af krigens uophørlige rædsler, og satsen bygger op til et klimaks for fuldt orkester.

Oven på dette højdepunkt følger uden ophold den fjerde sats, en passacaglia. Musikken er indadvendt og skildrer en ensomhed uden håb, en dyster, magtesløs dødsmesse for krigens ofre. Satsen er en af komponistens mest frygtindgydende, ti minutters endeløs sørg, inden musikken langsomt finder frem til den sidste sats, som følge uden ophold.

Der er en lang tradition for, at c-mol symfonier slutter med en optimistisk finale i C-dur, som det f.eks. er tilfældet i Beethovens femte symfoni, men selv om tonearten passer, indeholder denne sats ikke en egentlig forløsning. Der er stadig reminiscenser af de spændinger, der har behersket de foregående satser og et tumultagtigt klimaks bringer mindelser om førstesats, hvorefter symfonien klinger ud, ikke triumferende, men i en afdæmpet resignation.