AF PEER KJÆR ANDERSEN

I musikhistorien findes nogle ganske få værker af en så enestående natur, at de næppe kan efterlignes. Et godt eksempel herpå er Ravels Bolero, der er så original i sin ide, at den må regnes som enestående. Enestående er også en adagio-sats af den amerikanske komponist Samuel Barber. Han er født i 1910 og døde i 1981, og blandt hans værker finder man såvel symfonier som koncerter for violin og klaver. I 1936 skrev han en strygekvartet med en usædvanlig langsom sats. Den blev hurtigt populær, og Barber var ikke sen til at omarbejde satsen for strygeorkester, hvilket resulterede i en bredere og mere fyldig klang. I denne udgave blev satsen uropført af ingen mindre end den berømte dirigent Arturo Toscanini ved en koncert i 1938, og kritikken var enig om, at man her stod over for et sandt mesterværk. Og de havde ret, adagioen blev et af de mest spillede og indspillede værker i det 20. århundrede, en sand klassiker, der blevet brugt i mange sammenhænge fra nationale sørgeceremonier til populære film. Således blev den spillet ved præsident Kennedys bisættelse og havde også en stor rolle i Oliver Stones film Platoon, hvor den var med til at skabe en følelse af tragedie og tab i forbindelse med Vietnamkrigen.

Det første, der fanger lytteren, er den intense langsomhed i satsen, næsten som et japansk no-drama. Musikken bevæger sig i en langsom melisme, snart stigende, snart faldende, som et stort åndedræt. Den begynder på en relativt dyb tone, men udvikler sig dynamisk støt og roligt. Det er næsten, som hver tone er et skridt ind i en dybere følelse. Musikken når til sidst et intenst klimaks af fortvivlelse og resignation, indtil den igen tynder ud og ender i en stille, kontemplativ finale, en rejse fra den dybeste sorg til en rolig accept af den uundgåelige skæbne. Værket berører noget dybt universelt, som her får et sprogløst udtryk og måske kan afspejle ubevidste, dybe følelser. Det er imidlertid ikke blot en skildring af sorg. Når man kommer til den milde afslutning, kan det næsten føles som en renselse, og det kan vær en af grundene til satsens popularitet. Man lades ikke i stikken, men føres til et sted med fred og ro. En musikhistoriker har udtrykt det således:

“Samuel Barbers Adagio for strygere har en tidløs og universel appel. Det er et værk, der taler direkte til sjælen og fanger en del af den menneskelige oplevelse, som nogle gange kan være svær at sætte ord på. Uanset om det spilles ved en begravelse eller i en film, bærer denne adagio en betydning og kraft med sig, der rækker langt ud over de toner, Barber skrev ned på papiret. Det er en musikalsk rejse gennem følelser og en påmindelse om musikkens evne til at udtrykke, hvad ord altid ikke kan.”