AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Den tjekkiske, nationalromantiske komponist Bedřich Smetana er i brede kredse mest kendt for sin opera Den solgte brud og tonedigtet Moldau, der hører til hører til på den klassiske top-ti, og som indgår i værket Mit fædreland.

Mange komponister har skrevet programmusik, dvs. musik der mere eller mindre eksplicit skildrer handlinger, sindsstemninger, personer etc. Et tonedigt – også kaldet et symfonisk digt – er en af genrerne indenfor den såkaldte programmusik, og det er ofte et énsatset værk med et mere eller mindre klart defineret indhold. Som meget kendte eksempler kunne man nævne Liszts Les Préludes, Richard Strauss’ Don Juan, Also sprach Zarathustra og Alpesymfonien, Sibelius’ Svanen fra Tuonela, Tjajkovskijs Romeo og Julie, Musorgskijs Sheherazade, Saint-Saëns’ Dyrenes karneval, Dukas’ Troldmandens lærling, Respighis Rom-trilogi, Carl Nielsens Helios-ouverture, H.C. Lumbyes Jernbanedampgalop og til en vis grad Elgars Enigmavariationer og Beethovens Pastoralesymfoni samt altså – ikke mindst – Smetanas Moldau.

Smetana har skrevet 10 tonedigte, herunder et om Hakon Jarl, der er inspireret af Oehlenschlägers skuespil. Smetana skrev det, mens han i en periode boede i Göteborg, altså tæt på Danmark.

Der er seks tonedigte samlet i cyklussen Mit fædreland (Má Vlast), som Smetana skrev mellem 1872 og 1879 – på et tidspunkt, hvor hans karriere havde nået et højdepunkt bl.a. med operaen Den solgte Brud.

Da han havde fuldendt fire tonedigte – Vyšehrad (1872-74), Moldau (Vltava, 1874), Šárka (1875) og Fra Bøhmens enge og lunde (1875) – samlede Smetana disse under titlen Fædreland (Vlast). Tre år senere skrev han yderligere to tonedigte – Tábor og Blaník, og disse seks fik nu samlet en lidt udvidet titel, Mit fædreland (Ma Vlast). Tre oprindeligt planlagte tonedigte, Rip, Lipany og Bila Hora, blev aldrig komponeret.

Det er naturligvis ikke uden grund, at Moldau–satsen er blevet så berømt. For det første er det vidunderlig musik, og for det andet er musikken fuld af billeder, som er relativt nemme at følge med i:

Moldau-floden udspringer af to kilder (to fløjter) og risler afsted i strygere og blæsere:

Strømmen bliver stadig kraftigere, og den lille flod får karakter med det smukke, flydende og let genkendelige Moldau-tema, først spillet af træblæsere og violiner. Stadigt kraftigere flyder floden:

Man hører et jagtselskab inde på bredden (horn og fanfarer):

Længere henne ad floden træffer man et bondebryllup, hvor der danses lystigt til en folkelig dans i træblæserne og strygerne:

Floden flyder stille nu (fløjter og klarinetter). Natten falder på, og i måneskinnet, som Smetana skildrer med fortryllende orkesterklang, ser man nymfer, der danser en yndefuld runddans:

Floden flyder videre forbi borge og herresæder. Strømmen i floden tager til, og vi hører Moldau-temaet igen:

Musikken og floden hvirvler i St. Johannes-faldene (med skumsprøjt i bækkenerne):

Fri af klipperne (musikken bliver tydeligt fri) strømmer floden nu på sit bredeste sted ud i flodlejet på vej mod Prag;

Den gamle kongeborg Vyšehrad, som troner over Prag, har Smetana beskrevet i Mit fædrelands første tonedigt. Idet Moldau nu flyder forbi Vyšehrad, dukker kongeborgens tema fra det første tonedigt op:

Moldau strømmer herefter mod udmundingen i Elben, og i den smukke slutning “forsvinder” floden:

Der er i øvrigt masser af vand i klassisk musik. Ud over floden i Smetanas Moldau, er der f.eks. bækken i Beethovens Pastorale-symfoni, havet i Debussys La Mer og Musorgskijs Sheherazade, springvands-klaverstykkerne Les jeux d’eaux à la Villa d’Este af Liszt og Jeux d’eaux af Ravel, Mendelssohns ouverturer Hebriderne og Meeresstille und glückliche Fahrt, Puccinis Seine-forspil til operaen Kappen og Wagners flod- og havmusik i Rhinguldet og Den flyvende Hollænder. Og – ikke at forglemme – Respighis springvand i Roms fontæner.