AF PEER KJÆR ANDERSEN

Paris var i begyndelsen af 20. århundrede et internationalt centrum for dansere, idet den russiske ballet under ledelse af den legendariske Djaghilev her gav en række forestillinger, hvis ry er usvækket efter hundrede års forløb. En række komponister fik bestillinger på værker til ballettruppen, her iblandt Igor Stravinsky, hvis mor i øvrigt var en fjern slægtning af Djagilev.

Ideen til en ballet over Ildfuglen, som bygger på et russisk folkeeventyr, kom fra Djagilevs balletmester Fokin, og musikken blev oprindeligt bestilt hos den russiske komponist Anatol Ljadov. Dennes arbejde trak imidlertid så meget ud, at bestillingen gik videre til Stravinskij, som allerede på det tidspunkt havde instrumenteret en række satser til den russiske ballet. Emnet var ikke ukendt for Stravinskij; allerede hans lærer Rimskij-Korsakov havde interesseret sig for historien, og Stravinskij kastede med energi over det projekt, der skulle blive hans første internationale succes. Den 25. juni 1910 havde balletten premiere på Pariseroperaen, hvor den blev modtaget med stor entusiasme. Successen blev fulgt op året efter med Petrusjka, mens den tredje og mest avancerede ballet Le sacre du printemps var den helt store publikumsskandale i 1913, før den indtog sin plads som et af århundredets mesterværker.

Handlingen i Ildfuglen er kort fortalt følgende:

Den unge prins Ivan er på jagt, og i den onde troldmand Kastjejs rige fanger han en aften den fortryllede Ildfugl, som har magiske evner. Bevæget af fuglens indtrængende bønner slipper han den løs igen, og fuglen efterlader som tak en af sine strålende fjer, som bringer lykke. Om morgenen ser Ivan, at han er i dejlig have med en prinsesse og hendes tolv underskønne søstre, som den udødelige Kastjej har taget til fange. Ivan forelsker sig i prinsessen, som kommer ud i haven om natten, men hun beder ham indtrængende om at forlade stedet, da Kastjej forvandler alle uvedkommende til sten. Ivan vil imilertid ikke gå, men river dristigt slotsporten op. En broget skare af uhyrer anført af Kastjej selv prøver at forhekse Ivan, som imidlertid er beskyttet af Ildfuglens fjer. Takket være denne viser Ildfuglen sig nu selv, og Kastjej og hans følge må begynde en dans, der bliver vildere og vildere. Da de til sidst udmattede falder om, åbenbarer Ildfuglen hemmeligheden om Kastjejs udødelighed: i et skrin opbevarer han et æg, og hans liv varer kun så længe, som ægget er uskadt. Ivan finder ægget, knuser det, hvorefter Kastjej og hans slot forsvinder. Alle forvandlede riddere vender tilbage til livet, og Ivan og prinsessen forenes.

Der eksisterer ikke mindre end tre suiter fra denne ballet, af hvilke udgaven fra 1919 er den mest spillede. Instrumentationen er her lettere, mere gennemsigtig og mere fortryllende end i den originale ballet. I 1945, kort før han fik amerikansk statsborgerskab, blev Stravinsky kontaktet af Leeds Music med et forslag om at revidere orkestreringen af hans første tre balletter for at genskabe ophavsretten til dem i USA. Komponisten accepterede og skabte en ny suite baseret på 1919-versionen, tilføjede noget til den og omorkestrerede flere minutter af pantomimer fra det originale partitur. Den eneste instrumentændring var tilføjelsen af en lilletromme.