AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Lad os begynde med slutningen, nemlig sørgemusik. Lyt til citatet i kontrabasserne og tre af celloerne – det er fra sørgemarchen i Beethovens 3. symfoni, Eroica:

Richard Strauss var 80 år gammel, da Anden Verdenskrig sluttede og Tyskland så således ud:

Det første billede er Nürnberg, det andet Hamburg, og det sidste billede er det udbombede operahus i Dresden. I et brev til sin langt yngre ven Willi Schuh i det neutrale Schweiz skriver Strauss den 10. maj 1945: ”Kære ven! I 8 dage har nu vort stakkels, skændede, ødelagte Tyskland været befriet fra 12 års slaveri, og det kun to måneder efter at Goethes hellige hus og de mig særligt dyrebare operahuse i Dresden og Wien måtte synke i grus.”

For et menneske som Strauss, der lige fra barnsben har haft musikken og kunsten som det centrale i sit liv, bliver ødelæggelsen af f.eks. operahusene et symbol på undergangen af kulturen, den tyske kultur, som er hele hans liv, og som han selv er (og regner sig som) en del af. Den undergang er for en kunstner som Richard Strauss lig med verdens undergang.

Udover operahusene i Dresden og Wien var også operahuset i hans fødeby München blevet bombet, allerede i 1943. Alle de tre berømte huse havde han haft nære forbindelser til som dirigent og som komponist, og i alle tre huse havde der tilmed fundet mange vigtige uropførelser i sted i løbet af musikhistorien.

Senere i det samme brev skriver Strauss til Willy Schuh: ”Jeg har nu fuldendt ”Metamorphosen, studie for 23 solostrygere”: Adagio – stigende til Allegro – atter sluttende med Adagio. – Varighed ca. 30 minutter. Så snart det er indbundet, sender jeg det til Dem gennem det herværende Røde Kors.”

Partituret havde Strauss påbegyndt den 13. marts 1945 og fuldendt en måned senere, den 12. april, men ideerne til værket rakte faktisk længere tilbage. I august 1944 havde dirigenten Karl Böhm, ovennævnte Willi Schuh og dirigenten Paul Sacher foreslået Strauss et strygerværk, og det havde han altså nu skrevet. Det var først sent i kompositionsprocessen, helt fremme i april 1945, at Strauss gav værket sin endelige titel, Metamorphosen. Den første skitse til Metamorphosen hed ”Trauer um München”, dvs. ”Sorg over München”. Heller ikke besætningen med de 23 solostrygere (10 violiner, 5 bratscher, 5 celli og 3 kontrabasser) lå helt klar begyndelsen.

Metamorfose betyder forvandling. Strauss har naturligvis kendt Ovids Metamorfoser og Goethes interesse for metamorfose. Strauss var nemlig en overordentlig stor Goethe-beundrer, og hans navn bliver nævnt i det første brevcitat ovenfor – også som et kultursymbol. Metamorfose findes også som musikalsk begreb, nemlig en særlig kompositionsteknik, som bl.a. Franz Liszt benyttede, men som Strauss imidlertid ikke anvender i sit værk. Den forvandling, metamorfose, som der er tale om her, er forandringer i temaernes melodier og rytmik, i tempi, i dynamik og i udtryk.

I oktober 1945 flyttede Strauss og hans hustru Pauline for en tid til Schweiz for dér at afvente de afnazificeringsprocedurer, som også han skulle igennem, og den 25. januar 1946 blev Metamorphosen uropført i Zürich af det berømte Collegium Musicum under ledelse af Paul Sacher, til hvem partituret samme dag blev tilegnet. Det må have været en sælsom oplevelse for tilhørerne i den ikke-krigshærgede schweiziske by så tæt på det ødelagte Tyskland at lytte til denne musik.

Vi begyndte med slutningen. Lyt her – og ved Aarhus Symfoniorkesters koncert den 3. december 2020 – til værket fra begyndelsen af. Det er umådeligt gribende musik fyldt med smerte og afsked, og det er en ganske særlig klangverden. Musikken og udtrykket bølger frem og tilbage i stadig forandring, metamorfose, og i de allersidste takter klinger musikken langsomt ud, og dybest nede, i kontrabasserne og tre celloer, citerer Beethovens sørgemarch, og neden under dette citat har Strauss i det håndskrevne partitur skrevet ”In memoriam!”.