INTERVIEW MED MAKSIM KARPINSKII

Fagottens smukke syngende klang er normalt godt skjult under de øvrige træblæsere eller camoufleret sammen med de dybe strygere. Denne uge har vi imidlertid trukket den frem i første række, når Aarhus Symfoniorkesters solofagottist Maksim Karpinskii spiller Jolivets fantastiske fagotkoncert. Vi har sat ham stævne for at høre mere om koncerten, om at komme til et nyt orkester – og om kaffe!

En udfordring for fagottisten – ikke for publikum

Jolivet har skrevet rigtig meget god musik for træblæsere – og komponisten er en af Maksims favoritter: ”Jeg føler, at Jolivet skrev kompliceret musik, som han ville have det til at lyde let og tilgængeligt. Og det er så musikernes opgave at gøre det tilgængeligt for publikum,” griner han.

Koncerten er fantastisk at høre på – og at spille: ”Først og fremmest er det simpelthen smuk musik! Musikken er meget farverig, og den er virkelig afvekslende med meget forskellige karakter i løbet af koncerten,” fortæller Maksim. Koncerten er imidlertid ikke bare god; den bidrager også til, at fagotten bliver betragtet som et ”rigtigt” soloinstrument. ”For en fagottist er koncerten også interessant, fordi den udvidede ideen om fagotten og om, hvad instrumentet kan. Og så er den sjov at spille: Man kan bruge alle sine evner – alle instrumentets farver. Det er udfordrende for den, der spiller – men for publikum lyder det bare fantastisk sjovt og meget smukt.”

Man kommer imidlertid ikke gratis til lyksalighederne. Ligesom så mange andre virtuose koncerter har solisten også sin sag for i Jolivets koncert. Det er en svær koncert af en lang række grunde, fortæller Maksim: ”Det er et meget fysisk krævende stykke. Vejrtrækningen er udfordrende, og værket er fyldt med forskelligartede udtryk, dynamik og artikulation. Jolivet kræver meget mere af solisten end mange andre komponister: Jeg skal skabe en bred vifte af farver og bruge alle instrumentets muligheder, alt sammen i ét stykke. Musikalsk er det udfordrende, fordi jeg skal formidle musikken for publikum. Men den er også en fantastisk lille koncert, kort og vidunderlig, så jeg har længe haft virkelig meget lyst til at spille den.”

Maksim Karpinskii. Foto fra generalprøven på Jolivets fagotkoncert, 3. okt. 2024

Det afvekslende orkesterlandskab

Det er ikke kun fagottisten, som har noget at lave i koncerten: ”Orkesterteksturen er også meget interessant,” fortæller Maksim. ”Der er flere vigtige solopartier i orkestret, for eksempel i førsteviolinen, klaveret og harpen – alle sammen skaber de farver, der skiller sig ud fra selve orkestret. I denne koncert er orkestret ikke en enkelt organisme; Jolivet tilføjer nogle meget forskellige farver. Det er meget uventet i det tonale landskab. Det gør orkesterstemmen meget mere interessant, end hvis den var skrevet til for eksempel strygeorkester – men meget mere intim, end hvis den var skrevet til et stort orkester.”

En fagot i form

Det er, for at sige det mildt, ikke nogen let koncert. Derfor var Maksim Karpinskii først lidt tilbageholdende med at vælge den: ”Jolivets fagotkoncert er et meget krævende værk, så for at være ærlig var jeg faktisk lidt bange for at spille den offentligt,” fortæller Maksim, da vi spørger ham om, hvorfor han lige valgte denne koncert. Det var imidlertid en ret lavpraktisk ting, der fik ham til at sige ja til at være solist: ”Min fagot fik en overhaling og blev justeret. Efter det eftersyn blev den faktisk en del nemmere at spille på – og så turde jeg godt spille koncerten.”

Jolivet er den personlige koncert

Hvis man hører til de mere traditionsbundne musikelskere, kan man måske stille spørgsmålstegn til, hvorfor man egentlig skal lytte til nyere musik. Med andre ord: Hvorfor skal vi lytte til Jolivet, når vi allerede har så meget god musik – og kan man i det hele taget overgå Mozart?

Det svarer Maksim prompte på: ”Hvorfor skulle vi holde os til én koncert? Det ville da være kedeligt!”

Han har også en vigtig pointe til dem af os, der måske er lidt bange for ny musik: ”Jolivet er absolut ikke ny musik! Hans musikalske sprog er måske nok modernistisk, men det er langt fra avantgarde. Hans musik er meget baseret på den romantiske tradition, og Jolivet fortsætter og udvider simpelthen den romantiske tradition efter min mening. Han ødelægger ikke; i stedet udvikler han de gamle traditioner.”

Mange musikelskere kender Mozarts fagotkoncert – og det gør fagottister i den grad også. Der er faktisk en lidt speciel grund til, at musikere ikke nødvendigvis vælger at spille Mozart-koncerten: Det er et audition-stykke, altså den musik, som man spiller, når man går til konkurrence for at få et job i et symfoniorkester. ”Og selvfølgelig skal man altid spille sikkert, når man går til konkurrencer,” fortæller Maksim. ”Så når jeg vælger en anden koncert – især noget væsensforskelligt som Jolivet – så kan jeg risikere mere. Jolivet-koncerten giver mig mulighed for at være meget mere personlig.”

Maksim Karpinskii. Foto fra generalprøven på Jolivets fagotkoncert, 3. okt. 2024

Fra orkesterplads til rampelys

Som orkestermusiker er det musikerens fornemste pligt at være en del af kollektivet. Det er måske endnu mere udtalt for fagotten, hvis rolle ofte er at skabe grundlaget i musikken. Derfor kan det godt være en stor omvæltning pludselig at stå foran orkestret, siger Maksim: ”Jeg har været solist med orkester før, og det er altid en meget mærkelig følelse!” At spille i orkestret og foran det er to helt forskellige ting ifølge Maksim: ”Når man er foran orkestret, er man meget mere i kontakt med publikum – og man kan relatere til orkestret som én samlet enhed af lyd bag sig. Når man sidder inde i orkestret, skal man derimod kommunikere med mange forskellige enkeltmusikere eller grupper af musikere, og man skal hele tiden være opmærksom på dem alle sammen, hele vejen rundt. Som solist er man meget mere fokuseret på ens eget udtryk. Det er en helt anden oplevelse.”

At føle sig hjemme i Aarhus Symfoniorkester

Maksim har spillet et par år i Aarhus Symfoniorkester nu, og det er ikke bare orkestret, der er glad for ham – det går også den anden vej: ”Jeg føler mig virkelig godt tilpas i dette orkester. Mine nærmeste kolleger er træblæserne, og jeg har følt mig som en del af gruppen lige fra begyndelsen. Og når jeg siger ’fra begyndelsen’, så mener jeg det helt bogstaveligt. Når man er til audition for at få et job som soloblæser, er opgaven i tredje runde af auditionen at spille i en træblæserkvintet med sine potentielle kolleger. Og fra det første øjeblik, hvor jeg spillede med mine kolleger, følte jeg mig hjemme. Med det samme.”

Det er især det gode forhold mellem kollegerne, som Maksim lægger vægt på: ”Det er nemt for mig at kommunikere som musiker, for alle mine kolleger i gruppen er gode kolleger. Det samme gælder resten af orkestret; stemningen i orkestret er så behagelig. Normalt tager det lang tid at afkode orkesterdynamikken, når man kommer til et nyt orkester. Men selv i min prøveperiode (som kan være meget nervepirrende!), var mit spil meget afslappet, fordi attituden i orkestret generelt er meget venlig. Det betyder, at man føler, at man kan vise initiativ. Og på den anden side føler man også, at andre tager ansvar for også at tage initiativ. Det tror jeg er meget vigtigt for at skabe god musik. Det er en dynamik, som jeg virkelig godt kan lide. Og så føler jeg, at vi som orkester gør vores bedste i hver eneste koncert.”

Kærligheden til kaffe

En uventet vinkel på historien om Maksims vej til Aarhus er, at den involverer – kaffe. Enhver med indsigt i kulturlivet ved, at det drives af store mængder kaffe – men Maksim har taget nødvendigheden et skridt videre og interesserer sig meget for gourmetkaffe. Og en af de bedste kopper kaffe, han nogensinde har fået, var i New York. Hvad han ikke vidste på det tidspunkt var, at det var kaffe fra den navnkundige Aarhusbutik La Cabra, som han drak. ”Så La Cabra var den allerførste ting, jeg vidste om Aarhus, da jeg kom her,” fortæller han. ”Aarhus er virkelig Europas kaffehovedstad! Der er så mange gode steder – indenfor 500 meter kan man simpelthen finde noget af den bedste kaffe i Europa.”

Det er dog ikke kun kaffen, som har en stor plads i Maksims hjerte: ”Aarhus er smuk! Adgangen til havet er fantastisk, og man kan gå en tur i skoven inde i byen. Jeg elsker at bo her.”