Opera i Parken
Gratis

Gratis festkoncert

Opera i Parken

Traditionen tro tager sommeren sin musikalske begyndelse med årets største klassiske koncert i hjertet af Aarhus. Giv ørene luft med kendt og elsket musik – helt gratis!

For femte gang kan tusindvis af gæster få et udvalg af det bedste fra operaens og musicalens verden, når Aarhus Symfoniorkester og Den Jyske Operas solister og kor træder op på udendørsscenen i Skanseparken. Her lader vi musik af bl.a. Mozart, Puccini, Verdi, Rogers, Donizetti og Nielsen stige til vejrs under åben sommerhimmel til Opera i Parken.

Den internationalt anerkendte dirigent Patrik Ringborg står i spidsen for Aarhus Symfoniorkester, og konferencier Stine Rosengren guider os gennem et program, der kommer vidt omkring i stil og udtryk.

Her får du bl.a. en forsmag på Tosca, hvor den gåsehudsfremkaldende ”Te Deum” vil blive sunget af et stort kor sammen med solist David Kempster. Derudover kan man glæde sig til udsnit af en af dansk operas største succeser, Carl Nielsens Maskerade.

Tag familien, venner eller kollegaer og en picnickurv med og mærk operasuset under åben himmel!

Se programmet for koncerten her: jyske-opera.dk/koncertprogram
___
Opera i Parken er støttet af 15. Juni Fonden, Augustinus Fonden, Aarhus kommune, Dansk Erhvervsprojekt A/S, Nordea-Fonden og Spar Nord Fonden