AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Carl Nielsens 5. symfoni blev uropført i København den 24. januar 1922. I Politiken kunne man samme dag læse et interview med komponisten, der bl.a. fortalte: “Man har sagt mig, at min nye Symfoni ikke ligner mine tidligere. Jeg kan ikke selv høre det. Men maaske er det rigtigt. Jeg véd dog, at den ikke er saa helt nem at capere, heller ikke helt nem at spille.”

Symfonien er en af de vigtigste, der nogensinde er skrevet i Danmark. Den var en succes allerede ved uropførelsen, men den modernistiske musik var – og er for manges vedkommende stadig – vanskelig, dvs. ikke “helt nem at capere”. Det gælder ikke mindst den særprægede lilletrommesolo i 2. sats.

Musikken i først sats begynder så at sige ud af intet, og så kommer der mere og mere liv til. Efter et stykke tid hører man også lilletrommen, som senere i symfonien skal få så vigtig en rolle. Musikken bliver mere og mere voldsom, og efter denne voldsomhed er der en afklingen (lilletrommen er der stadig).

Herefter følger der en stor ro, når satsens vidunderlige adagio-del begynder, men efter et stykke tid kommer der en dramatisk og overraskende opbygning, hvor lilletrommen “forstyrrer” eller “ødelægger” musikken. Skønheden og musikken bliver så at sige ødelagt. Til sidst bliver lilletrommen imidlertid besejret, men der vedbliver dog at være rester af den i det fjerne ved satsens afslutning.

Når man hører opførelser af symfonien, kan det kan lyde meget forskelligt mht. denne lilletromme, for Carl Nielsen har faktisk overladt en del til slagtøjsspilleren selv.

Når lilletrommen sætter ind i adagioen, dvs. når den begynder at forstyrre, sætter den krast ind med en kraftig hvirvel, ff, forte fortissimo. Efter mange takter på denne måde følger et afsnit, hvor Carl Nielsen har skrevet følgende i noderne: “Fra * til * (takt 376) spiller trommeslageren i sit eget tempo, som ville han for enhver pris forstyrre musikken. Han holder sin egen takt efter en foran ham opstillet metronom, der slår ♩ = 116.”

Læg mærke til, at Nielsen både giver trommeslageren sit “eget tempo”, og at trommeslageren “for enhver pris” skal forstyrre musikken! Ydermere er der allerede efter få takter i dette afsnit en kort kadence, dvs. hvor solisten selv kan improvisere.

Hen mod afsnittets slutning kommer der et afsnit, som Carl Nielsen også har kaldt en kadence. Der er denne gang tale om en meget længere passage, og her skriver Carl Nielsen i partituret: “Trommeslageren fantaserer nu ganske frit med alle mulige opfindelser, dog må han af og til holde pauser.”

Læg mærke til udtrykket “ganske frit”! Og når musikken så når til den ovennævnte takt 376, har Carl Nielsen igen en besked til janitsharen: “Herfra følger trommeslageren atter dirigenten, som giver ham tegn.”

Hør Christian Berg fra Oslo Filharmoniske øve på stemmen her:

Videoen er produceret af Trommer.no og Trommekanalen

Efter at lilletrommen er “besejret”, slutter satsen med en lang og smuk klarinetsolo, molto espressivo, dvs. “meget udtryksfuldt”. Carl Nielsen har ganske vist foreskrevet, at den spilles “langt i baggrunden”, men man hører den nu almindeligvis spillet – ganske svagt – i selve orkestret.

Til gengæld bliver den derefter følgende lilletrommesolo – for lilletrommen er der stadig! – ofte spillet bag scenen; endda således at man rykker trommen længere og længere væk derude. På det sted, hvor lilletrommen begynder efter klarinetsoloen, skriver Carl Nielsen nemlig: “langt i baggrunden”, og han foreskriver samtidig, at den skal spilles meget kraftigt, ff, forte fortissimo! Godt nok er lilletrommen fjern, men den er stadig lige brutal i sin attak…

Trommesoloen skal gradvist blive svagere, helt ned til ppp, dvs. piano pianissimo, og herefter endda videre til fire p’er, pppp. Som yderligere forstærkning af dette skriver Carl Nielsen, at lilletrommens figur “Kan gentages i dim[inuendo, dvs. gradvist svagere og svagere,] indtil dirigenten finder, at lilletrommen har fjernet sig langt bort. Derefter holdes fermaten i klarinet og strygere endnu en stund.” – Lilletrommen skal med andre ord være helt forsvundet, før resten af orkestret klinger ud. Den får ikke det sidste ord!

Hvad skal denne musik betyde? Der er ikke tale om programmusik i den gængse forstand, dvs. der fortælles ikke en konkret handling, men mange lyttere, der hører symfonien, især dens 1. sats, må uvægerligt sige til sig selv, at denne særprægede og originale musik må betyde noget, omend det ikke nødvendigvis drejer sig om noget konkret eller håndgribeligt. Musikken er dybt foruroligende, og kunne være meget oplagt at vende blikket mod det Europa, som Carl Nielsen var en del af, da han skrev sin symfoni, nemlig det krigshærgede Europa. Carl Nielsens 5. symfoni blev skrevet 1921-22, dvs. efter den Første Verdenskrig, hvor hele den gamle verden var sunket i grus. Alle værdier var tabt.

Til sin svenske ven, komponisten Bror Beckman, skriver Carl Nielsen allerede kort efter krigsudbruddet: “Men det er jo ellers som om hele Verden er i Opløsning. Hvad skal det blive til? At den materielle Verden ødelægges og at Menneskene myrder hinanden er jo slemt, men for intet at regne imod det frygtelige Faktum at Tankens og Aandens Mænd i Europa har mistet deres Forstand, er blevne vanvittige. Nationalfølelsen, der hidtil var anset for noget højt og smukt, er bleven som en aandelig Syphilis der har opædt Hjernerne og griner ud gennem de tomme Øjenhuler i et sindsvagt Had. Hvad er det for en Bacille der ødelægger de krigende Nationers bedste Hoveder? Dette er saa grænseløst og meningsløst at Livet intet synes værd.”

Med den Første Verdenskrig og den store menneskelige verdenstragedie som baggrund giver lilletrommen, der jo er et militærinstrument, måske mening. Når den ødelægger musikken og skønheden, er det nærliggende i disse passager at tænke på krigens rædsler og ødelæggelsen af verden under Første Verdenskrig. Hverken verden eller musikken er den samme bagefter, og selv efter at musikken har besejret lilletrommen, er der stadig reminiscenser af den. Ingenting kunne blive som før efter krigen.

Lyt til og se her to bud på adagioen fra Carl Nielsens 5. symfoni: