AF LEIF V. S. BALTHZERSEN

Det overordnede tema for Aarhus Symfoniorkesters sæson 2023/24 er ”Fællesskaber”, og mange af sæsonens musikværker afspejler dette tema. Ved koncerterne den 9. og 10. november 2023 er der tale om et fællesskab på en anden og ganske særlig måde, idet det er en af de såkaldte fælleskoncerter.

Der er en lang tradition for, at to af de danske landsdelsorkestre samarbejder om at spille værker, som orkestrene rent besætningsmæssigt ikke er i stand til at opføre selv, og disse fælleskoncerter har gennem årtierne giver publikum mulighed for at møde værker, de ellers ikke ville få at høre i deres lokale koncertsale.

Ved disse november-koncerter er det Aarhus Symfoniorkester og Aalborg Symfoniorkester, der fylder godt op i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus og Koncertsalen i Musikkens Hus i Aalborg, og som i fællesskab opfører to store værker, nemlig Claude Debussys Images og Richard Strauss’ Alpesymfonien. Værkerne er fra henholdsvis 1905-12 og fra 1915, og de er dermed komponeret på et tidspunkt i musikhistorien, hvor orkesterbesætningen ofte var vokset meget og nogle gange nærmest voksede til overstørrelse. Udtryksbehovet var blevet større hos mange komponister, og man ønskede at få så mange farver på paletten som muligt.

Claude Debussys tresatsede orkesterværk Images (dvs. ”Billeder”) foreskriver firedobbelte træblæsere, og obogruppen tæller ud over et engelskhorn også den sjældnere obo d’amore. Der er tillige 4 horn, 4 trompeter, 3 basuner, tuba og pauker samt slagtøj. Hertil kommer 2 harper, celeste og 3 klokker samt et uspecificeret antal strygere – der skal selvsagt mange strygere til at hamle op med de øvrige instrumenter.

Fotos fra prøven i Symfonisk Sal, Aarhus på Wagners ‘Der Ring ohne Worte’ i 2021 (fotokredit: Jes Vang). Fotoet øverst på siden er fra opførelsen af Schönbergs ‘Gurrelieder’ i Musikkens Hus, Aalborg i 2018 (fotokredit: H. J. Fruensgaard).

Richard Strauss’ sidste og længste tonedigt, Alpesymfonien, har en endnu mere monstrøs besætning: Firedobbelte træblæsere (inklusive det sjældne oboinstrument heckelphon), 8 horn (inklusive 4 wagnertubaer), 4 trompeter, 4 basuner, 2 tubaer, 2 paukespillere, et stort opbud slagtøj samt celeste, orgel, harpe, strygere, hvoraf Strauss gerne vil have, at der skal være minimum 18 førstevioliner, 16 andenvioliner, 12 bratscher, 10 celloer og 8 kontrabasser! Hertil kommer et bagsceneorkester på ikke mindre end 12 horn, 2 trompeter og 2 basuner. Og så foreslår Strauss desuden ganske ubeskedent, at nogle af instrumenterne fordobles undervejs… Kravene til strygerbesætningen og bagsceneorkestret bliver der selvsagt filet på, når man spiller værket.

Strauss’ tonedigt er meget konkret i sine handling og billeder, mens Debussys orkesterværk består af mere flygtige stemninger. Begge de store værker har imidlertid et væld af farver og forskellige udtryk, og der er kunstnerisk og farve- og lydmæssigt lagt op til store oplevelser for publikum, når de to orkestre med fælles kræfter spiller disse værker.

Læs i øvrigt mere om Alpesymfonien i Leif V.S. Balthzersen bøger ”Richard Strauss’ orkestermusik. En brugsanvisning” og ”Når musikken fortæller” (begge udgivet på Aarhus Universitetsforlag).