Min egen kjære Ven

Min egen kjære Ven - Carl Nielsen skriver hjem til sin hustru

AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Temaerne for Aarhus Symfoniorkesters sæson 2022/23 er ungdom, eventyr, forelskelse og vanvid. Den 13. oktober opfører orkestret Carl Nielsens 1. symfoni. Man ved ikke nøjagtigt, hvornår Carl Nielsen gik i gang med at komponere sin første symfoni, men det har formodentlig været i 1889-90. Den blev i hvert fald færdiggjort i begyndelsen af 1894 og uropført i København den 14. marts samme år.

Når nu et af Aarhus Symfoniorkesters sæsontemaer er forelskelse, kan man passende se på nogle af Carl Nielsens breve til sin hustru Anne Marie Carl Nielsen fra det år, hvor symfonien blev færdig.

I 1890 havde Carl Nielsen fået et legat, og han rejste til Tyskland, Frankrig og Italien. Da han var i Paris i foråret, lærte han maleren og billedhuggeren Anne Marie Brodersen at kende. Det var en brusende forelskelse, hvilket hans dagbog vidner om, og brylluppet fandt sted i Paris allerede den 10. april samme år. Der er blevet skrevet meget om deres stormfulde ægteskab.

Carl Nielsen rejste i efteråret 1894 til Tyskland og Østrig for at møde Johannes Brahms og for at forsøge at få aftaler om opførelser af sin første symfoni. I brevene hjem til Anne Marie er der mange forelskede og længselsfulde passager. Her er en lille mosaik fra brevene:

Berlin, den 14. oktober 1894:

”Min egen kjære Ven!
Du kan tro jeg længes tit efter Dig. Indret Dig nu endelig paa at Du og Lucie kommer og henter mig i Dresden. […]
Hvordan har Du det min egen lille Pige. Jeg har noget til Dig; men jeg tror jeg vil intet sige før vi sès. […]
Hvordan har Søs og Irme det. Glem ikke at fortælle mig det. Jeg ser hver Dag paa Dig og Irme. Send mig et af Søs’ Billeder ved Lejlighed.
Tusind kys til min egen lille kjæreste Pige.”

Berlin, den 16. oktober 1894:

”Min egen Ven!
Det var rigtignok et flovt lille Kort jeg fik fra Dig i dag. I morgen venter jeg rigtignok et ordentligt Brev med god Besked om jer alle sammen. Hvordan mon Du har det min egen Ven.
Længes du efter nogen? Igaar aftes da jeg gik ud af spise fik jeg pludselig en heftig Lyst til at rejse lige direkte hjem. Jeg syntes det var saa uendelig meningsløst at jeg gik her alene, naar jeg havde nogen hjemme som maaske længtes efter mig og som jeg længtes saa meget efter. Men saa gik jeg rask til, skyndte mig ind og fik Øl og Mad. […]
Skriv endelig snart min egen Ven jeg længes saa tit helt forfærdeligt.”

Berlin, den 19. oktober 1894:

”Min egen, kjæreste Ven! […]
I dag vil jeg blot bede Dig om Du endelig ligestrax vil sætte Dig til at skrive til mig da jeg længes forfærdeligt efter Dig og Børnene. Igaar fik jeg Dit Brev, som jeg desværre kan udenad næsten, saa jeg længes efter mere.
Skriv endelig ligestrax her til Berlin da jeg jo bliver her til Tirsdag Morgen Altsaa maa Du strax skrive.
Husk nu det, gaa strax og begynd […]

Skriv nu endelig.”

Berlin, den 23. oktober 1894:

”Min egen kjære Ven! […]
Belav Dig paa snart at komme til Dresden, jeg længes saa meget, ellers rejser jeg hjem.”

Leipzig, den 24. oktober 1894:

”Min egen kjære Ven! […]
Jeg kommer snart hjem hvis Du ikke snart kan komme til Dresden.”

Leipzig, den 24. oktober 1894:

”Min egen kjære Ven!
Inat kom jeg hertil fra Berlin og i dag fik jeg Dit Brev. Tak for det dejlige, kjære varme Brev, min egen Ven, Du ved ikke hvor det var dejligt at faa det far min egen Ven, Du er den dejligste, søde, lille Pige jeg kjender. Hvor jeg længes efter Dig. Havde jeg ikke havt Selskab i Berlin og her saa var jeg vist bleven hel trist. […]
Tak for Dit dejlige Brev. Jeg venter snart igjen. Det er anden Gang jeg skriver til min søde Pige idag. Kys til Irme og Søs.
Mange dejlige Kys til min egen lille søde Pige.”

Dresden, den 27. oktober 1894:

”Min egen lille, kjære Ven!
Hvordan har Du det? Jeg længes efter at tage Dig i mine Arme og trykke min egen Ven tæt ind til mig, min egen, søde Ven. Og kysse dig, Godten! Nu kysser jeg Dig i Tankerne, gjør Du ogsaa det naar Du læser dette, Du, egne lille kjære sødeste Pige. Marie, min egen, lille Kjæreste. Aa, hvor jeg længes efter min Pige, det syder i mig […]
Jo, Du kan tro jeg er en fornuftig Dreng. Kom og Kys mig, Du dejlige Pige. Jeg drømte inat om en Kvinde som var noget af Dig og noget af en anden som jeg ikke kjendte Gid Du var her lille, søde saa {Du} skulde Du ligge i min Arm og jeg skulde have Dig. Nej, jeg tør slet ikke tænke paa Dig i dag, jeg tænker saa lidt som muligt paa Dig saadan; men det er saa forfærdelig svært Marie min egen lille Ven. Længes Du ikke efter mig Det er dog forfærdeligt at længes, men dejligt at nærme sig Tiden. Fjorten lange Dage endnu, min egen Ven. […]
Nu gaar jeg iseng og tænker på Dig. Gid jeg ogsaa maa drømme om Dig Du kjære Ven.
Godnat lille Kjæresten. Marie! Mar – i – e.
Du er søde. Godnat!”

München, den 31. oktober 1894:

”Min egen lille Godte! […]
Det er altsaa afgjort at Lucie kommer med, det er udmærket. Men Du og jeg vil have Værelse sammen Du godte Pige, husk at Du skal være min Pige, jeg skal kysse dig overalt, Du kjære, Du søde, kom med Dit hvide dejlige Bryst og saa suger jeg de røde – og kom med… Du maa skynde dig at komme jeg kan ikke mere snart. […]
Kom saa og kys mig lille, søde, hvor jeg længes efter Dig. Mon Du vèd hvad det vil sige for en Mand, føler Du ogsaa sommetider en Suses og Brusen? Som om man kunne kløve hele Jorden.
Din egen
Ven”

Anne Marie ankom til Dresden i midten af november 1894. Carl Nielsen kom dertil fra Wien, hvor besøget hos Brahms, som han forærede et partitur til den 1. symfoni, havde været en skuffelse.

Halvandet år senere, den 18. marts 1896, blev den 1. symfoni opført i Dresden, sandsynligvis som følge af Carl Nielsens rejse og de kontakter, han dermed fik. Det var Städtische Kapelle Chemnitz, der spillede, og Carl Nielsen dirigerede selv.


Brevene er citeret efter: John Fellow (red.): Carl Nielsen Brevudgaven – bind 1: 1886-1897. Multivers, 2005.

Om forfatteren

Leif V.S. Balthzersen er mag.art. i musikvidenskab, forfatter, foredragsholder og tidligere musikchef for Aarhus Symfoniorkester og Sønderjyllands Symfoniorkester. Han har skrevet noter for Aarhus Symfoniorkester siden 1989 og har for nylig udgivet bogen “Når musikken fortæller. En koncertfører til 75 klassiske værker” på Aarhus Universitetsforlag.