AF PEER KJÆR ANDERSEN

Blandt 1800-tallets mange store musikere indtager Nicolo Paganini lidt af en særstilling. Han fødtes i 1782 og regnes for sin tids største virtuos og var en af grundlæggerne af den moderne violinteknik. I årene 1805-09 udforskede han instrumentets muligheder i sit opus 1, de 24 capricer for soloviolin, af hvilke især den sidste kom til at inspirere flere komponister. Således har blandt andre Liszt, Schumann, Brahms og Lutoslawski skrevet værker, der bygger på denne caprice. Fra Paganinis hånd er den udformet som en række variationer over et tema, som egner sig fortræffeligt til netop denne genre. Paganini var omgivet af en atmosfære af dæmoni. Hans fantastiske teknik på violinen gav næring til rygtet om, at han havde forskrevet sig til djævelen.

Hør her originaludgaven af Caprice nr. 24:

I 1934 blev det så Rachmaninovs tur til at lade sig inspirere af dette tema. Resultatet blev Rapsodien, som fik sin premiere med komponisten som solist 7. november 1934 med Leopold Stokowski som dirigent. Værket består af 24 variationer, der udvikles organisk, indtil den syvende variation, hvor der introduceres et nyt tema, nemlig melodien til ”Dies irae” fra den katolske dødsmesse. Også denne melodi har inspireret flere komponister, bl.a. Berlioz i Symphonie fantastique og Liszt i Totentanz.

Denne sekvens danner grundlaget for de næste tre variationer, inden Paganinitemaet vender tilbage i en række meget frie variationer. I variation 18 introduceres et nyt tema, som simpelthen er en omvending af de grundlæggende toner i Paganinis tema, som indleder rapsodiens mest berømte afsnit. Rachmaninov var selv klar over, at dette afsnit ville populært. ”Dette er til min agent” var hans kommentar, og variationen er da også blevet hyppigt brugt bl.a. i film.

Hør variation 18:

Efter dette højdepunkt står resten af rapsodien i Paganinis tegn. De sidste variationer rummer betragtelige tekniske vanskeligheder for pianisten, og værket slutter med et sandt festfyrværkeri af virtuositet.

Man kan undre sig over, hvorfor Rachmaninov bruger den gamle Dies irae-melodi i dette værk, men en nærmere undersøgelse viser, at han faktisk var mere end almindeligt fascineret af dette tema. En gennemgang viser, at han har brugt det i 17 af sine kompositioner, bl.a. i alle tre symfonier samt de symfoniske danse og den fjerde klaverkoncert, og det logiske spørgsmål dukker op: hvorfor har Rachmaninov brugt dette tema i så mange af sine kompositioner? Det umiddelbare svar har været, at Rachmaninov var et menneske med en dyster og makaber personlighed, men svaret skal findes et andet sted, måske i følgende udtalelse fra ham selv: ”Mit konstante ønske om at komponere musik er faktisk trangen til at give tonalt udtryk for mine følelser, ligesom jeg taler for at give udtryk for mine tanker.” Alt tyder på, at han i Dies irae har fundet et tema, som passer godt ind i hans musikalske stil og at det bruges ud fra rent musikalske hensyn mere end som en henvisning til døden med orkesterværket Dødens ø som en undtagelse.

Hør hele rapsodien her: