AF CHRISTINA BLANGSTRUP DAHL

Ryan Bancroft er en af de mange unge dirigenter, hvis karriere pludselig fik kometfart, efter han vandt Malkokonkurrencen. I en alder af blot 32 år er han netop blevet ansat som chefdirigent for det kongelige orkester i Stockholm, Kungliga Filharmonikerna, med start i 2023/24. Her fortæller han mere om begyndelser, pligten til at have en vision – og om styrken i at gå til musikken med et barns nysgerrighed og naivitet.

I begyndelsen var blokfløjten
Ryan Bancroft er amerikaner, men faktisk minder hans skabelsesberetning som musiker om de fleste danskeres. Han kommer nemlig ikke fra en musikerfamilie. I stedet mødte han musikken i skolen. Det var dog langt fra kærlighed ved første blik: ”Jeg var så heldig, at min skole tilbød musikundervisning. Som seksårig fik jeg derfor lov til at spille blokfløjte ligesom resten af min klasse. Jeg hadede virkelig at spille på blokfløjte… Derfor fik jeg lov at spille violin næste år, og det var jeg også utrolig dårlig til. Så jeg begyndte faktisk at spekulere på, om det der med musik i det hele taget var noget for mig.” Men tredje gang var lykkens gang: ”Endelig fik jeg lov til selv at vælge, og jeg valgte trompeten. Det var nu mest, fordi jeg troede, at man kun skulle spille tre toner, for der er jo tre ventiler på en trompet,” griner han afvæbnende. Der kom imidlertid flere toner til, og Ryan Bancroft blev mere og mere interesseret i den klassiske musik.

Musikkens store billede
Dirigentgerningen er imidlertid meget anderledes end ”bare” at spille. Hvordan får man lige den ide som meget ung trompetist? ”Jeg plejede at tage på biblioteket som 10-11-årig for at høre den musik, som jeg skulle spille,” fortæller Ryan Bancroft. ”Og nu du spørger, så kommer jeg i tanke om, at jeg også altid lånte partiturerne til musikken. Det er egentlig først nu, at jeg indser, at jeg altid har været interesseret i det store billede i musikken.”

Men faktisk var det en tragisk begivenhed, der for alvor satte Ryan Bancroft i gang med at dirigere: ”Min far døde, og hans yndlingsværk var Mozarts Requiem. Jeg besluttede mig for at opføre rekviemmet sammen med nogle af mine venner, og for første gang i lang tid følte jeg, at jeg måske havde en fremtid med musikken. Jeg snakkede med min trompetlærer – der også var dirigent – om at begynde at dirigere, og han opfordrede mig til at gøre det.”

Konkurrencen: Dirigentens vej til arbejdsmarkedet
To kandidatuddannelser senere hørte Ryan Bancroft om Malko-konkurrencen. Det er den første og eneste konkurrence, han nogensinde har deltaget i: ”Faktisk har jeg aldrig haft lyst til konkurrencer, for jeg syntes, at det var mærkeligt at konkurrere mod andre dirigenter. Men det var en fantastisk chance for en ung dirigent til at dirigere en masse god musik med et godt orkester, og jeg kunne jo altid se, hvad der skete…”

Det, der skete, var som bekendt, at han vandt. Og konkurrencen har i den grad sat gang i Ryan Bancrofts karriere: ”At vinde Malko-konkurrencen ændrede mit liv fra den ene dag til den anden. Jeg spiller enorme mængder af musik nu og arbejder med virkelig gode musikere, og det har virkelig tvunget mig til at lytte bedre.”

Man skal have en vision – eller ti
”Mit job er at ankomme til prøvestart med en kuffert fuld af kunstneriske ideer samt mindst ti ideer til, hvordan man kan begynde stykket,” fortæller Ryan Bancroft, da jeg spørger ham om, hvad en god dirigent skal kunne. ”Jeg skal kombinere orkestrets vision med min egen vision. Det vigtigste for en dirigent er at udvise en enorm nysgerrighed; det er simpelthen en dirigents job at være entusiastisk. Og jeg har ikke gjort mit job ordentligt, hvis jeg ikke er blevet dybt påvirket af musikken.”

Vejen til musikken handler ifølge Ryan Bancroft om at stille de rigtige spørgsmål: ”Det handler om at spørge ’hvorfor’, ikke bare ’hvordan’, som unge dirigenter ofte gør. ’Hvordan’ er de lette spørgsmål at besvare – hurtigere, svagere, kraftigere. Men de andre spørgsmål gør musikken mere menneskelig, mere naturlig og får de store historier frem i værket.”

At møde musikken som et barn
Hvordan forbereder man egentlig et stykke som dirigent? Ryan Bancroft svarer sikkert og hurtigt: ”At forberede et stykke musik handler om at være ligesom et barn. Man skal stille de helt grundlæggende, nysgerrige spørgsmål, som et barn ville stille. Det er helt banalt: Hvad hedder stykket? Hvilken følelse giver denne taktart? Hvorfor har musikken denne tempoangivelse?”

Men kan man også gøre det, når man eksempelvis skal dirigere Beethovens 5. symfoni, der måske er en af de mest ikoniske symfonier i hele verden? ”Ja, det kan man,” siger Ryan Bancroft uden at tøve. ”Tag bare begyndelsen af symfonien: Hvorfor går de sidste toner ned – hvorfor går de ikke op? Hvilken betydning har det? Det er ikke nogen selvfølge, at de gør det!”

Der er imidlertid stor forskel på prøvearbejdet og koncerten: ”Under prøverne forsøger jeg at holde så stor følelsesmæssig afstand som muligt til musikken. Når alt kommer til alt, så restaurerer jeg kunst, når jeg dirigerer en prøve; jeg renser lidt støv af hist og her og så videre. Men når det kommer til at afsløre maleriet, så er det en helt anden og meget intens oplevelse. Koncerten kan være et tidløst øjeblik. I det øjeblik skal jeg være så åben og så sårbar som muligt. Jeg skal også være i stykkets stemning; når jeg dirigerer Beethovens femte skal jeg have hele symfonien i hovedet, fra begyndelse til slutning, med dens enorme energi og skæbnesvangre stemning, når jeg slår de første toner an. Vi øver for at kunne glemme det hele og være spontane, når vi spiller koncert. Og i koncertøjeblikket kan vi så skabe noget meget virkeligt og meningsfuldt.”

Urpremieren
”Det er min yndlingsting i hele verden!” udbryder Ryan Bancroft begejstret, da jeg spørger ham om, hvordan det er at forberede et helt nyt stykke. ”Jeg mener, at spille et værk for første gang er en mulighed for at skabe historie. Disse noder, disse fraser; det er lyd, som ingen nogensinde har hørt før. Alle har hørt træerne suse eller bilernes støj; man husker ikke, hvornår man første gang hørte træernes susen. Men man husker, hvornår man første gang hørte et værk, der aldrig er blevet spillet før. Så for mig er det virkelig spændende.”

Det gælder ikke mindst, når Ryan Bancroft får chancen for at arbejde sammen med nulevende komponister: ”Jeg dirigerer jo mest musik af folk, der har været døde i hundredvis af år, og der er rigtig meget gætteri involveret. Nu til dags gør komponisterne det meste af arbejdet; blæk koster ikke nær så meget, som det gjorde på Beethovens tid,” griner han.

”Når man arbejder med en komponist som Allan Gravgaard Madsen er det en mulighed for at få et blik direkte ind i værkets hjerne, så at sige. Det er som at være i en slikbutik at dirigere et nyt værk. Det er fantastisk at være oversætter mellem komponist og orkester,” siger han med varme i stemmen. ”Komponisten har alle disse fantastiske ideer, som fortjener at blive hørt, men de skal oversættes til meget håndgribelige begreber for musikerne. Komponisten siger ’Det skal lyde som vand!’ og så er det mit job at oversætte det til ’spil svagere og ind i nodestativet’. Det er virkelig, virkelig spændende!”

Ryan Bancroft dirigerer koncerten 19. maj 2022 med uropførelsen af Allan Gravgaard Madsens Concerto Grosso, Beethovens 5. symfoni samt ouverturen til Verdis Skæbnens magt.