AF PEER KJÆR ANDERSEN

Finland har i fortiden ofte haft et særdeles anstrengt forhold til den store nabo Rusland. I adskillige perioder har landet været genstand for russisk besættelse, som på forskellig måde undertrykte den finske befolkning. I foråret 1899 blev der foretaget en række betydningsfulde og opsigtsvækkende begrænsninger af de borgerlige rettigheder, bl.a. blev den ene avis efter den anden inddraget som et angreb på ytringsfriheden – også i dag et aktuelt emne.

Som en form for patriotisk moddemonstration arrangerede man i november samme år en ”Pressens dag”, hvor man blandt andet i tableau-form fremstillede forskellige scener fra Finlands fortid, og som det var skik og brug på denne tid blev disse ledsaget af musik. Sibelius skrev til lejligheden et præludium samt en række forspil til de enkelte scener. Det sidste af disse stykker bar titlen ”Finland vågner” og indleder en scene fra Finlands dystreste periode med afsvedne gårde og en befolkning, der trues af undergang, frost og sult. Satsen blev senere kendt som ”Finlandia” og endte i sin første udgave temmelig højrøstet og udadvendt, måske påvirket af stemningen i landet. Allerede ved de næste opførelser ændredes slutningen til den storladne finale, som vi kender i dag.

Sibelius har ikke lagt et specifikt program ind i sit værk. Det bæres af hans glødende patriotisme og skifter mellem rebelske og håbefulde stemninger, snart truende messingblæsere, snart blide, hymneagtige melodier, så finske, at mange fejlagtigt antog for at være finske folkemelodier. Værket siges at have betydet mere for verdens fokus på og sympati for Finland end hundreder af brochurer og avisartikler. Det russiske regime anså imidlertid Finlandia for agitatorisk og forbød det i Finland, men i de baltiske lande blev det spillet bl.a. under navnet ”impromptu”. Først i 1905 blev det frigivet, og sammen med hans Valse triste lagde det grunden til hans berømmelse i den øvrige verden.

Værkets opbygning følger den romantiske idé ”per aspera ad astra”, gennem kamp til sejr. Efter de indledende truende messingfanfarer og de melankolske svar i strygere og træblæsere opbygges en næsten trodsig stemning over et stærkt rytmisk motiv, der gradvist leder over til det hymneagtige sidetema, inden de to temaer tilsammen danner et triumferende klimaks, der afslutter værket.

Hør det her: